Foto: Andreas Omvik

Foto: Andreas Omvik

Foto: Andreas Omvik


Foto: Andreas Omvik

i starten gik vi på æblerov

Hvorfor bliver alle de æbler der falder ned ikke brugt til at lave cider på?

Det var med det i tankerne at Morten og Christopher for fem år siden huggede æbler i lokale baghaver i og omkring København ­ - måske også din? -­ og derfor blev navnet selvfølgelig Æblerov. De havde begge en fod i restaurationsbranchen, og projektet gik godt i spænd med studierne i Fødevarevidenskab på Københavns Universitet.
Både venner og professionelle var glade for dråberne, og i både 2014 og 2015 modtog Æblerov den bredere anerkendelse ved at vinde prisen for årets mousserende æblevin/cider ved Forum for dansk frugtvins store frugtvinsmesse på Frederiksdals Gods.

Æblerov på Grønttorvet via crowdfunding
Garagen blev i 2014 udskiftet med fødevaregodkendte produktionsforhold på Grønttorvet, for dermed at kunne sælge cideren til restauranter og butikker. Af samme grund måtte æblehapserierne også foreløbigt høre op, men selv om æblerne i dag kommer fra økologiske plantager, består navnet. Produktionen blev hjulpet igang af en succesfuld crowdfunding hvor mere end 180 personer donerede 58.550kr.

Smagen af æbler
Æblerov samarbejder i dag med nogle af de dygtigste økologiske æbleproducenter på Sjælland, Lolland og Møn, og bruger primært de grimme/glemte/oversete, men sunde frugter. Det er primært danske æblesorter så som Ingrid Marie, Rød Aroma, Dronning Louise, Signe Tillich og Thyrestrup Kirsebæræble der får lov til at lægge krop til cideren, og æblernes naturlige friskhed er en del af ciderens udtryk. Æblemosten spontangæres ligesom megen af den bedste vin, og gæres køligt på enten fiberglas eller egetræ. Før cideren er gæret ud, fyldes den på champagneflasker, hvor boblerne dannes naturligt. Efterfølgende degorgeres om nødvendigt. Således opnås en cider på 100% æblemost og intet andet, der med sin æbletro næse, fine syre og fyldige smag, i den grad kan hamle op med både vinen og øllet på de danske restauranter, terrasser og frokostborde.
 

Æblerov består af Morten Sylvest Noer & Christopher Melin