De forbudte frugter

blåbær.jpg

Gennem årene er vi ofte blevet spurgt: ”Hvad skal cider drikkes i stedet for?”

Vi har som regel svaret noget i retningen af, at rigtig cider placerer sig et sted imellem øl og vin; et lettere alternativ til mousserende vin, og et mere vinøst supplement med højere alkohol ift. en klassisk pilsner. Men nu bevæger vi os mod nye frugthaver. For hvorfor skal alt inddeles i båse, bokse og kassetænkning?

Med ’Forbidden Fruits’ søger vi at skabe nye møder på kryds og tværs af de skønne frugtsorter, der hænger på træer og buske. Ligesom vi vil skabe smagsmæssige hybrider mellem cider, vin og øl.

makroner.jpg

Med ansættelsen af Andreas Skytt Larsen har vi – udover vores første medarbejder – sikret os en kyndig og eksperimenterende brygmester, der vil føre æblet og humlen i armene på hinanden og bidrage til at skabe nye, læskende drikke, som hverken er øl, vin eller cider … men både og. Pipelinen er fyldt med idéer til spændende frugt- og bær-macerationer, og vi er vel undervejs med en flydende æblekage, der smager, som vor mormor lavede den – æblekagen, altså.

Nogle vil kalde denne genreblanding og eksperimenteren forbudt. For os handler det om at skabe nye, overraskende smagsforbindelser og udvide mulighederne for, hvad en alkoholisk drik kan være: smukt arrangerede ægteskaber, hvor 1+1 giver 3, og hjernen ved første tår må danne nye neuronforbindelser, inden smagsløgene lever lykkeligt til deres dages ende.

edited.jpg

Glæd dig til nye bølger i glasset.